Søndag d. 7/1-2024
Dagen startede tidligt fordi den planlagte afgang fra Askildrup var kl 05:30. Det heftige danske vintervejr medførte at vi måtte påregne lidt ekstra køretid i tilfælde af isglatte veje og potentielt strandede bilister. Temperaturen var -13 grader, så den aldrende i30 diesel måtte have et par forsøg inden den sprang i gang, og kort efter ankom Hanne Mie og Bo så vi kunne pakke de sidste madvarer i bilerne. Vi kom afsted til tiden og ankom til Hirtshals i god tid, men det var temmelig koldt og lokalt viste temperaturen -17 grader.
Velankommet til færgen og med nye forsyninger af snacks kunne resten af sejladsen overståes med et smil. Kristiansand var også hårdt ramt af sne, men snerydningen var heldigvis udført til perfektion, så vi kunne komme hurtigt afsted mod Vrådal. Vejrudsigten var blevet nærlæst hjemmefra og der var umiddelbart ikke udsigt til temperaturer lavere end -15 grader og derfor varmere end Danmark, så Kim’s ansigtsudtryk begyndte at være lidt bekymret da temperaturen sneg sig ned på -24 grader. Dansk diesel er kun frostsikret til -20 til -22 grader derefter dannes der parafin og brændstof tilførelsen stopper til og man kommer ikke videre før bilen har været på værksted. Vi kom heldigvis helt frem og vi satser på at vores diesel er ok til hjemtransporten.
Vi fik hentet nøglen til hytten, og fik os en positiv overraskelse over at vi havde fået en af de aller øverste hytter meget tæt på pisten og det højeste punkt i hele Vrådal. Efter at begge biler havde ageret bjerggeder, ankom vi til hytten, men kunne ikke åbne døren. Gode råd var dyre, da “smart” låsen på hytten ikke havde batteri nok til at låse op. Vi fik snakket med Strand hotellet som har udlejet hytten, men i mellemtiden havde vi fundet en terrassedør som kunne åbnes med nøgle så vi kunne komme ind. Bilerne blev tømt og vi kunne slappe af med en gang hotdogs og lidt hygge inden vi trætte tørnede ind for natten.
Mandag d. 8/1-2024
Dagen startede med at forsøge at hive de trætte unger ud af sengen til en omgang morgenmad. Lettere klatøjede fik vi allesammen indtaget noget føde, hvorefter Kim og Bo moslede sig i skitøjet for sammen at tage pisten ned til liftkontoret og hente liftkort til hele flokken.
Da vi som sagt ligger stort set aller øverst i området, er det nødvendigt for os at tage en grøn piste ned til en T-lift, som fragter os op til toppen af en grøn piste, for at komme hen til en piste som kører hele vejen ned til liftkontoret. Da Kim og Bo kom ud på pisten, kunne de se, at T-liften endnu ikke kørte, så de aftalte, at Kim ville gå opad for at nå toppen af T-liften, mens Bo kørte ned i bunden for at vente på at liften startede og håbede at kunne komme med uden liftkort. Den startede heldigvis meget hurtigt, og Bo kom op på toppen af bakken samtidig med en lettere udmattet Kim, som synes at det er betydelig lettere at suse nedad end at gå opad.
Herefter kørte Kim ned og hentede liftkort i medens Bo kunne få vækket benene og tage ned stille og roligt. Efter indkøb af liftkort klikkede Kim skiene på igen, men på grund af kulden sprang plastictoppen af bag bindingen i luften een efter een. På vej tilbage til hytten, ringede Kim til Anne-Mette og bad hende om at få ungerne i tøjet. Da Kim kom tilbage til hytten med liftkort, var ungerne og Anne-Mette klar til at komme med ud på pisten.
Bo ventede ude på pisten. Da hans skistøvler blev ved med at drille efter et par ture, besluttede Bo at tage tilbage til hytten og holde Hanne Mie med selskab, mens de andre tog nogle nedfarter inden frokost. Man kunne tydeligt mærke, at temperaturen faldt nogen grader, når man kom ned i bunden af pisten. Ungerne blev temmelig hurtigt kolde, og efter lidt tid, ville de gerne hjem til hyttens varme og lidt middagsmad. Så vi susede tilbage til hytten for at få en omgang rugbrød.
Efter frokost ville ungerne gerne blive inde i hyttens varme, og Bo ville gerne vente med at tage på pisten til dagen efter, så Kim og Anne-Mette tog selv ud på pisten. Da vi kom ned til bunden af T-liften, opdagede vi til vores overraskelse, at den ikke kørte, og at der ikke var personale ved liften. Vi ventede lidt, men der kom ikke et øje, så vi prøvede at kontakte nogen, som kunne fortælle os om liften ville blive åbnet. Damen i telefonen ville lige ringe til nogen, men vi hørte aldrig fra hende igen. Så vi kunne nu vælge mellem at klatre tilbage op af pisten (et temmelig langt stykke) eller at køre lidt offroad og køre ned på en vej for at komme nedenom og hen til bunden af knapliften. Valget var ikke så svært – så kort efter kørte vi på ski på vejen. Vi fik klatret op til knapliften, hvor lift-manden kunne informere os om at T-liften da var stoppet for at blive serviceret. Det var vi ikke synderligt imponerede over! Slet ikke når der ikke var nogen for at servicere liften☹️
Men da vi nu var nået helt herover, kunne vi da lige så godt udnytte at lifterne fungerede fint i dette område. Så vi nåede lige et par gode nedfarter, inden vi atter skulle tilbage mod hytten. Dog kørte T-liften stadig ikke, så vi måtte nøjes med at tage knapliften med op, og så gå et stykke opad til toppen af T-liften, så vi kunne skråne nedad og komme tilbage til hytten.
Vel tilbage i varmen, fik vi lækker varm cacao og kage, og fik spillet lidt brætspil, inden aftensmaden skulle indtages. Maden bestod af pitabrød, som blev konsumeret med stor fornøjelse. Herefter nåede vi lige lidt flere spil Partners og kabale. Det noteres (med let modvilje), at Kim indtil videre er ubesejret – dette vil dog ændre sig i løbet af ugen!
Tirsdag d. 9/1-2024
Dagen startede stille og roligt med lækker morgenmad omkring kl. 9:30. Herefter begyndte vi at iklæde os skitøjet. Aviaya ville gerne være hjemme i hytten med Mormor og hygge, så Kim, Milo, Anne-Mette og Bo smuttede afsted for at få kørt lidt på pisterne. Dog kørte T-liften stadig ikke, så vi måtte atter tage en tur på vejen og klatre op til knapliften for at komme til at køre på ski. Dette var selvsagt uacceptabelt, og Kim kørte resolut ned til liftkontoret for at få rette op på den sag! Imens kørte Bo, Anne-Mette og Milo en tur ned af den blå piste. Milo var blevet ret brugt i benene af at klatre op til knapliften, så vi tog os en del hvil på vej ned. Vi mødtes med Kim i toppen af stoleliften. Han kunne berette, at man havde planlagt at T-liften først skulle åbne om fredagen. Men heldigvis er Kim skarpt skåret for tungebåndet, og ganske vedholdende, når det drejer sig om vores rettigheder. Så derfor blev liften åbnet igen kl. 13 og resten af ugen😁💪
Vi blev enige om at køre lidt på de øverste grønne pister, da der var bedst sne og dejlig sol. Så vi susede op og ned af de dejlige pister i høj solskin indtil kl. 13, hvor T-liften atter kom i gang. Så rettede vi snuderne mod hytten, hvor Mormor og Aviaya ventede med lækker middagsmad.
Efter maden var Milo mest klar på at slappe af i hytten – til gengæld var Aviaya nu klar på at komme med ud og gøre pisterne usikre. Så vi var atter 4 friske hoveder der drønede ud på pisterne efter frokost. Det blev til nogle fine nedløb på pisterne, indtil vi atter skulle tilbage til hytten. Og her brillerede Bo med årets – nej måske årtiets – bedste styrt! Han præsterede at vælte i T-liften tæt på toppen, og derefter stædigt hage sig fast i liften, så han blev trukket resten af vejen op på maven som en strandet sæl med skiene krydset i elegant stil efter sig. Det var magisk! Og vi kunne knap stå på skiene af grin😁 og vi har det hele på video!
Vel hjemme i hytten fik vi indtaget den obligatoriske dejlige varme cacao med flødeskum og kage, inden den stod på hygge og afslapning (og et enkelt spil Partners) inden aftensmaden, som idag bestod af lækker risengrød, lavet af Bo og Kim. Herefter blev det til endnu et spil Partners – ungerne er virkelig blevet glade for det spil – inden vi så småt begyndte at tænke på at tørne ind for natten. Det skal dog bemærkes, at eftersom Kim var ubesejret i Partners, var han idag jaget vildt. Han er nu ikke længere ubesejret!
Bo snorker nu højlydt i stolen, så jeg tror at vi siger godnat nu😊
Onsdag d. 10/1-2024
Kl 09:15 stod hele holdet op til et veldækket morgenbord med blødkogte æg og diverse lækkerier tilberedt af Hanne Mie og Bo, så var basen lagt for en god dag på ski i solskin og temperaturer lige omkring frysepunktet – perfekt (i Østrig ville det gå under betegnelsen “kaiserwetter” på norsk “Solfylt vær” – endelig noget som lyder federe på tysk) Med maverne fyldte kunne Milo, Aviaya, Anne-Mette og Kim indtage pisterne medens Hanne Mie og Bo gik med ned til pisten for at følge lidt med i børnebørnenes udskejelser. Gåturen hen tilpisten for at se “skitosserne” var dog ikke helt uproblematisk for Bo og Hanne Mie. Det, der umiddelbart lignede en fin fastkørt lille vandresti nen til pisten, viste sig at være meget dyb sne, som gik op til midt på låret – hvilket resulterede i at Bo og Hanne Mie måtte kravle frem på alle fire for at komme igennem. Så der klarede de lige dagens motion!
Vel fremme på pisten, kunne de se på børn og børnebørn der i fin stil susede ned af pisten. Kim fik også gang i dronen, men kunne dog ikke lige få den til at lystre sig. Men måske det lykkes en anden dag.
Efter en lækker middagsmad, var Bo også klar på at give den gas på pisten – og så kunne Hanne Mie endelig få lov at få hytten helt for sig selv. Det blev til nogle hyggelige nedløb på de grønne pister i toppen af området, da der var sol på pisterne og god sne deroppe. Bo præsterede endnu en gang at blive fældet af den utilregnelig T-lift, som ikke ville lade ham trække t-stykket helt ned til bagdelen, men istedet hagede sig fast under hans arm og fældede ham. Heldigvis slap han med et blåt mærke på armen efter turen. Kim nåede lige at køre en enkelt solotur ned af den sorte piste, mens de andre kørte et par ture på toppen. Bo og ungerne kørte hjem mod hytten en halv time inden liften lukkede, og Kim og Anne-Mette nåede lige et par ekstra ture på de grønne top-pister, inden skidagen sluttede hjemme i hytten med den obligatoriske varme cacao og kage, efterfulgt af et spil Partners, hvor Morfar og Milo vandt.
Aftensmaden stod på en omgang pasta og pølser som blev nydt i fulde drag af de fleste deltagere, Bo blev dog lidt dårlig og måtte forlade aftensmaden med smerter i det nederste af maven. Smerterne tog til hen ad aftenen, og han måtte hen og ligge. Til sidst blev vi nødt til at ringe efter nogen der kunne komme og undersøge ham, da han fik voldsomt ondt, og vi frygtede at det kunne være blindtarmen. Vi fik at vide at det ville tage ca. 30 min før at ambullancen ville ankomme. Da vi ikke kendte den nøjagtige adresse, ville vi køre ned til hovedvejen som gik op ad bjerget for at køre ambulancen i møde. Kim fik flyttet bilerne ned fra hytten og da vi så de blå blink på vej op mod toppen af bjerget kørte Kim ambulancen i møde.
Omkring kl. 20:30 kom ambulancen op til hytten. De rare ambulancefolk undersøgte Bo og gav ham noget smertestillende. De kunne ikke umiddelbart sige om det var blindtarmen eller noget andet der drillede. Så de ville gerne tage ham med til hospitalet for at tage nogle tests og finde ud af hvad det var der var galt. Så de kørte afsted med Bo, og så regnede vi med at han kom til at overnatte på Notodden sygehuset knap 2 timers kørsel fra hytten, og så kunne vi komme og besøge ham dagen efter. Men efter en lille times tid, ringede Kim’s telefon. Det var Bo, som gerne ville hentes! Han var blevet kørt hen til Seljord helsecenter og var blevet undersøgt af en læge. Hans mavesmerter var stort set forsvundet, og lægen så ingen grund til at indlægge ham, så han måtte godt komme tilbage til os i hytten🤩
Kim og Hanne Mie hoppede fluks i bilen, og så kørte de afsted for at hente Bo. Det tog ca. 5 kvarter hver vej, så de var først tilbage omkring kl. kvart i et om natten. Milo var puttet i seng, og Aviaya og Anne-Mette sad oppe og spillede krig, da de andre kom hjem til hytten. Så det blev en lidt mere action packed dag end planlagt, men heldigvis endte det godt. De fandt aldrig ud af hvad det var der havde givet Bo mavesmerter, men Anne-Mette er overbevist om at det var en prut der havde sat sig på tværs🤣
Torsdag d. 11/1-2024
Efter en hektisk aften dagen før, blev vi knap så mange på pisten ved dagens start. Aviaya var temmelig træt efter at have været længe oppe og vente på at morfar kom tilbage. Så hun havde brug for at slappe af om formiddagen. Milo ville gerne blive i hytten sammen med morfar og hygge, og Bo var stadig øm i maven, så han besluttede, at det ikke blev til mere skiløb for hans vedkommende. Så det blev Kim og Anne-Mette, som smuttede ud på pisterne efter en dejlig morgenmad.
Vi smuttede over for at teste den blå piste af inden frokost. Det viste sig til vores store glæde, at pisten var blevet præpareret, og den var nu dejlig blød og lækker at køre på. Der var desuden kun meget få andre på pisten, så det var næsten som om vi var de første på pisten – SÅ lækkert!
Hjemme til middagsmaden berettede vi i begejstrede vendinger om den fantastiske blå piste over rugbrødsmadderne, og efter maden, proppede vi ungerne i skitøjet og satte snuderne mod den blå piste. Aviaya var dog stadig lettere brugt efter gårsdagen, så hun ville gerne hjem ret hurtigt. Så Anne-Mette kørte med hende hjemad efter en enkelt nedkørsel på den blå piste. Imens tog Kim og Milo endnu en tur ned af den blå piste. Herefter ville Milo så også gerne hjem, så Kim kørte med ham ned til hytten da vi ikke vidste om Anne-Mette stadig var der med Aviaya. Anne-Mette var dog stadig på pisten, så da Milo var afleveret hjemme i hytten tog Kim atter ud på pisten for at finde Anne-Mette og de kunne sammen få en hurtig tur ned i bunden af dalen.
Hjemme igen ventede hjemmebagte boller, varm kakao med flødeskum og lidt Stroh for de trængende. Aftensmaden var de legendariske pandekager ala Bo Sveigaard – mums. Herefter snuppede vi os en runde Partners, hvor Kim og Anne-Mette måtte se sig hensat til sidstepladsen efter en lang og udmattende kamp. Morfar og Milo vandt, tæt efterfulgt af Aviaya og Mormor. Efter sådan en omgang var vi også klar på at se dyner!
Fredag d. 12/1-2024
Så vågnede vi til turens sidste ski-dag. Vinden havde taget lidt til i løbet af natten, og der var lidt flere skyer på himlen end tidligere. Men temperaturen var til gengæld mildere end de andre dage. Efter morgenmaden tog Kim og Anne-Mette og Milo ud på den grønne pister ved knapliften. Efter en fem-tures tid, ville Milo dog gerne tilbage til hytten. Så Kim og Anne-Mette tog en hurtig tur ned af den blå piste og med stoleliften op igen og tilbage til hytten til lidt middagsmad. Begge unger ville gerne blive hjemme i hytten om eftermiddagen og hygge med Mormor og Morfar, så Kim og Anne-Mette masede atter de små fusser ned skistøvlerne til feriens allersidste skiløb. Til Kim’s store begejstring opdagede vi. At den sorte piste nu var åbnet – og den var endda præpareret! Det betød at vi fik og en masse gode (og hurtige) nedløb på den blå/sorte/røde piste inden vi for sidste gang vendte skisnuderne mod hytten til lækker varm cacao og småkager.
Vel hjemme i hytten, begyndt oprydningen, pakningen og rengøringen så småt, og aftensmaden var i dagens anledning en lækker reste-buffet bestående af hotdogs, kold risengrød og kolde pandekager. Det var sørme lækkert😋
Lørdag d. 13/1-2024
Afrejsedagen stod for døren og hytten kom op lidt tidligere end sædvanligt så vi var klar til morgenmad ca. kl 8. Det meste var pakket aftenen før, så med en hurtig pakning, rengøring og madpakke smøring, kunne vi lette fra hytten ved 10 tiden. Turen gik fint mod Kristiansand, der var kun en enkelt Tesla som fik en hjerneblødning og gerne ville vise at både hans lange lys og horn stadig virkede🙃
Vi ankom til terminalen i god tid og regnede med at vi skulle vente imellem 45 – 60 min før vi skulle køre ombord. Pludselig bevægede de forankørende biler biler sig så vi måtte overraskede starte bilerne op og køre med allerede efter 15 min ventetid eller 75 min før afgang – nice 👍
